lørdag den 5. marts 2011
onsdag den 13. oktober 2010
Stampe på eventyr

Der var engang en lille kanin, der hed Stampe. Han elskede at løbe frit rundt i haven og spise mælkebøtter. Han elskede også gulerødder og sin ejer pigen Isabella på 4 år. Isabella havde sagt til Stampe, at han var hendes bedste ven i hele verden. De legede sammen hver dag ude i haven, når Isabella havde været i børnehave.
Men så en dag fik Isabella et nyt kæledyr – hundehvalpen Fido, som altid logrede med halen og elskede at løbe efter de bolde, som Isabella kastede. Isabella legede rigtig meget med Fido og Stampe følte sig helt alene og efterladt, ”hvorfor vil Isabella ikke lege med mig mere” tænkte Stampe. Han begyndte at føle sig mere og mere ensom og en dag besluttede Stampe sig for at løbe væk hjemmefra. ”Isabella kan ikke lide mig mere”, tænkte han. Så han pakkede gulerødder og mælkebøtter i en lille taske og drog af sted for at finde sig en ny ejer.
Det første sted Stampe gjorde holdt var på en meget smuk eng, hvor der løb en å igennem. Han var meget træt, sulten og tørstig, så han bestemte sig for, at det var det perfekte sted at holde et hvil. Men pludselig opdagede han en hund, der var ude at bade i åen. Hunden hed Futte og han ville gerne lege med Stampe, og spurgte om de skulle lege tagfat og bade sammen i åen. Men Stampe var ikke meget for hunde efter hans oplevelser med Fido og han synes at vandet så lidt koldt ud, så han takkede pænt nej og begav sig videre ud på opdagelse på den store eng.Længere oppe på engen mødte Stampe en flok heste, der gik og græssede. De hilste pænt på Stampe og spurgte, hvad han dog bestilte herude og hvorfor han havde en taske med. Stampe forklarede hestene, at han var løbet væk hjemmefra og havde pakket gulerødder i sin taske. En af hestene der hed Pølle, sagde at hvis han måtte få en gulerod, så måtte Stampe få en ridetur på ham. Det kunne Stampe godt tænke sig at prøve.

Efter Stampe havde fået en ridetur på Pølle, fik han lyst til endnu mere spænding og kriller i maven, så han besluttede sig for at tage en tur i Bon Bon Land. Han besluttede sig for, at han selvom han egentlig var lidt højdeskræk, ville prøve nogle af de lidt mere farlige og vilde ting.
Da han kom til Bon Bon Land fik Stampe at vide af en rar dame, at hvis han ville en af de vildest ting i Bon Bon Land, så skulle han gå hen til forlystelsen Svend Svingarm. Stampe synes godt nok også at den så lidt vild ud. Han var lige ved at fortryde, men så kom der en flink fyr, der hed Harry og sagde til Stampe, ”du er ikke så stor, så du må gerne prøve den sammen med mig, vi kan sagtens være to på et sæde”. Så turde Stampe godt og hold da op, hvor var det bare vildt! Hans rygsæk var nær fløjet af under turen. ”Puha”, stønnede Stampe da turen endelig var ovre.

”Nu vil jeg prøve rutchebanen i stedet for”. Rutchebanen var også temmelig vild, men der skete noget helt vidunderligt bagefter.øvelse 3. Plysdyr på eventyrrejse
Denne historie vil også kunne fortælle noget omkring hvem børnene er, og hvad de synes om.
tirsdag den 5. oktober 2010
Øvelse Pop art billede
torsdag den 30. september 2010
Leg og fortælling
torsdag den 8. oktober 2009
Pædofili på Arto
Generelt så er medierne ikke så positive overfor Arto, som jeg også har skrevet i mit tidligere indlæg. Alle de artikler jeg har læst, har været med et negativt indhold i forhold til Arto og dets muligheder for socialt samvær. Malene Charlotte Larsen havde listet 16 artikler frem i kronologisk rækkefølge fra 2004 - 2006 med negativ omtale af Arto. Det er mange på to år og der er sikkert kommet flere til siden. Spørgsmålet er så bare om artiklerne har lidt rigtighed i sig eller om Arto er så hyggeligt, som forskerne anfægter og om det er mediepanikken, der spiller os et puds og får en fjer til at blive til ti høns.....?? Hvad tror du?
Arto
onsdag den 30. september 2009
Andre mennesker derimod har ingen hæmninger med at tage en telefon der ringer under en middag eller midt i en vigtig samtale. Jeg er helt indforstået med, at nogle mennesker har et arbejde, der indimellem kræver at man skal være i nærheden af sin telefon hele tiden. Men almindelig hyggesnak behøver man altså ikke under aftensmaden eller når man sidder en flok sammen og drikker en kop kaffe. Jeg tror, at mobiltelefonen er blevet en så vigtig del af os, at vi nogle gange har svært ved at lægge den fra os. Den er vores middel til kommunikation med vores sociale omverden og ved at lægge mobilen fra os, lægger vi dermed også afstand til kommunikationen for en tid og det kan godt være svært for folk, der helst gerne vil være en del af alt hele tiden. De nye medier giver os mulighed for at være i en form for kontakt med omverdenen hele tiden gennem mobiltelefon og internettet. Jeg mener, at det er vigtigt at vi engang imellem husker på, at vi ikke nødvendigvis går glip af noget hvis vi melder os ud af medieverdenen for en tid. Der er også den gode gammeldags måde at være sammen og kommunikere på, og den bør vi huske og værdsætte når vi befinder os midt i mediestormens rasen:)
Han derimod, når hans mobil ringer, snakker simpelthen så højt, samtidig med at han går rundt i huset, op og ned at trappen ind og ud af de forskellige rum i en temmelig høj fart, samtidig med at stemmen er steget en eller to decibel.. Det synes jeg jo er mere irriterende, kunne han dog for f... ikke bare sætte sig ned og snakke stille og roligt i den telefon, men sådan er vi jo så forskellige;).
Hvad gør folk når de snakker i mobiltelefon??


Okay her er nogle af mine iagttagelser, og hvis I der læser dem ikke er enige, er i velkomne til at skrive en lille kommentar;)
Når en mobiltelefon ringer og folk besvarer opkaldet med et "Jaah", "dav", "det er mit navn" eller en anden ikke så høflig måde, er det helt sikkert at opkaldet kommer fra en nær bekendt. Familie, kæreste, børn eller meget nære venner. Ved ikke lige så nære bekendtskaber eller et nummer man ikke kender ringer op, besvares opkaldet på en lidt mere høflig måde, som regel "det er Louise".. og så derefter et pænt "goddag".
tirsdag den 29. september 2009

Telefonen præsenteres som tidens trend med unge kvinder som de største mediebrugere i tiden 1910 – 1920. Teksten indeholder satiriske billeder af unge kvinder, der snakker i telefon. Telefonen bliver set som et oprør mod tidens normer for kvinderne, da de på det tidspunkt gik hjemme og udelukkende tog sig af husarbejde og børneopdragelse. I og med at de fik telefonen indenfor i hjemmet, kunne det pludselig lade sig gøre at komme i kontakt med omverdenen på en helt ny og banebrydende måde. Tanken om, refereret til mænds tanker, at de faktisk kunne snakke med kvinderne mens de stadig befandt sig i nattøj eller endnu værre undertøj, mens de snakkede i telefon vare utrolig banebrydende. Telefonen rykkede i den grad ved nogle almene normer. I teksten fortælles der om hvordan ligestillingen lige så stille og roligt begyndte at vinde indpas. Eksempelvis fik kvinderne lov til at studere ved universitetet i 1875.
Emma Gads ”Takt og tone” bliver brugt i artiklen til at belyse hvordan man brugte telefonen korrekt og på en ”ordentlig måde”. I teksten bliver der også fortalt om datidens telefondame og hendes behov for at blive tiltalt på en ordentlig måde. Aviserne bragte også flere artikler om telefondamens arbejdsbetingelser, og om arrangerede rundvisninger i et af de store telefoncentraler, så folk kunne få et bedre billede af og forståelse for telefondamernes arbejdsmiljø.











